Banner with logo and name of Auriklen Connemara

Velkommen 2018

Året 2017 er gået og vi skriver nu 2018. 2017 blev et år på godt og ondt her på stutteriet.

Vi ventede i år 3 føl. Heraf fik vi to skønne hingsteføl, A Different Corner og Blueberry Jam, mens vi desværre mistede det tredje føl. Han var desværre dødfødt.
Vi har også sendt tre hopper til hingst, hvoraf både Bredemadgårds Grace O’Malley og Dambækgårds Pretty Pearl vendte hjem med en termin i slutningen af maj. Men Degneloddens Donna har vi desværre måttet hente uden held – og med en dom fra dyrlægen der tyder på, at det ikke vil kunne lykkes at sætte hende i fol nogensinde igen.
Yderligere er Bakkedals Primadonna, som har stået med føl i år, blevet diagnosticeret med spat, og skal udredes yderligere her i det nye år for at finde ud af om eller hvad vi kan gøre for hende. Ærenlund Potentillae, Jasmin i daglig tale, står med jævne mellemrum med smerter i bringen, og dyrlægen har mistanke om betændelse i 7. halshvirvel. Hendes trivsel går op og ned, og måske er det snart tid til at sige farvel til hende.

I sommers brækkede Anne også benet, og vi har derfor måttet flytte alle ponyer til Mors her i vinteren, da hun endnu ikke er godt nok gående til selv at passe dem. Det betyder at vi har lidt for mange heroppe, og vi kan være nødt til at revidere vores ideer om ifoling i 2018 lidt. Vi havde ellers planer om op til 4 hopper i fol, men må nok nedjustere til 2.

Til shows og dyrskuer blev det til en blandet oplevelse – vi måtte melde fra til Roskilde, da Grace, efter at have siddet fast i stalden, var uoplagt og ikke kunne nå at blive klar. Til kåring i DCPS måtte vi opgive at medbringe Hohnhorst Jamiro og Copshawholm Blueberry Girl, da ingen af dem var i kåringskondition. Og 2017 blev virkelig frameldingernes år herhjemme, da vi til Kimbrerskuet også måtte melde fra – denne gang Jasmin.
Til Landsskuet opnåede vi to bedømmelser, som vi ikke var enige i, med 22 point til Grace og 21 point til Capall Anna Livia. Begge hopper har siden opnåede point vi mener passer bedre til deres kvalitet. Grace til kåringen, hvor hun opnåede kåring i 1. kl. med medalje, med de flotte karakterer 9889-88-988-9, samt en udnævnelse til Kåringens Bedste Pony og 23 point til show. Anna Livia tog vi med til Kimbrerskuet, hvor vi udstillede for første gang, hvor hun opnåede fløjplacering og 23 point.

Vi håber på en smule mere held i 2018 og ønsker godt nytår herfra stutteriet.


Udgivet

i

af

Tags: